Jeg er helt med på, at de fleste danske journalister i udgangspunktet gør deres bedste for at dække, hvad der foregår i Gaza og Israel i disse dage. Men min oplevelse er, at I går til historien med en snæver vinkel, og jeg kan ikke acceptere den præmis.

Kære journalister

Når I kontakter mig, så er det fordi, I ved, at jeg har rødder i Gaza, er født og opvokset der og stadig har søskende, niecer og nevøer, fætre og kusiner der. Jeg er et enkeltindivid, som har meget på spil lige nu. Mine nerver er flossede og jeg er dybt bekymret for min familie. Lige nu mobiliserer Israel hundredtusindvis af soldater, der når som helst er klar til at rykke ind i retning mod min familie.

Selvom I har kendskab til den dybt sårbare og skrøbelige situation, som jeg befinder mig i lige nu, så er den historie ikke vigtig nok for jer. I vil hellere høre min holdning til drab på civile. Hvad forestiller I jer, at jeg skal svare? Det er klart at alle drab på civile er uacceptable. Sikke et kynisk og nedværdigende spørgsmål. Som åbenlyst udstiller jeres syn på danskere med anden etnisk baggrund.

Spørgsmålet får jeg, selvom jeg altid indleder samtalen med jer med at udtrykke min klare holdning til drab på civile. Og det gør jeg, til trods for at det er enormt ubehageligt at skulle vise min “uskyld”. At jeg ikke er lige som de ”andre”. Er det virkelig nødvendigt med en sådan lakmusprøve?

Dette stiller jer ikke tilfredse, at jeg har taget klar og tydelig afstand fra drab på civile. Så vil I høre om, hvad jeg synes om nogle personer fra Hizb ut-Tahrir, som har holdt en demonstration på Nørrebro, og hvad jeg synes om, at der er blevet råbt dit og dat og, hvad jeg synes om det ene og det andet, som intet har at gøre med mig som pårørende til familie, der befinder sig under heftig israelsk bomberegn i Gaza lige nu. Intet.

Jeg og mange andre dansk-palæstinensere har talt i timevis med danske journalister i de seneste par dage, og det er fuldstændig uforståeligt for mig, som har beskæftiget sig med kommunikation i mange år, at danske journalister kan udsætte sårbare kilder, som de udmærket godt ved, befinder sig i en vanskelig situation, for det I gør, bare for at fange et citat eller en overskrift, som passer ind i en på forhånd fastlagt vinkel, eller i værste fald frame kilderne i en misvisende kontekst. En fremgangsmåde der vil med stor sandsynlighed skade tilliden til medierne og dermed den demokratiske samtale. Dette vil kun bidrage til en unødvendig polarisering og en forsimplet dækning af en meget alvorlig situation. Har I mon sovet i timerne på DMJX?

Jeg er forvirret og fortvivlet. Bliver jeg behandlet sådan, fordi danske journalister ikke kan identificere sig med mig og min situation? Det er en kæmpe udfordring i et demokratisk samfund, hvor medier har en vigtig og essentiel rolle og et ansvar i forhold til at oplyse og informere. Jeg er bange for at mine oplevelser de sidste ti dage viser, hvilke diskussioner og overvejelser der foregår på de danske mediers redaktioner. Ingen empati med palæstinenserne og ej heller deres familier i Danmark.

Derudover har jeg meget svært ved at forstå, hvorfor Danmarks Radio, TV2 og andre danske medier, som ikke har journalister i Gaza, ikke fortæller, at grunden til, at de ikke kan dække situationen fra Gaza, er, at Israel har forment journalister adgang til Gaza. At det er Israel, der står i vejen for, at journalister selv beretter om forholdene i Gaza.

Dette bør fremgå klart og tydeligt i hver eneste artikel og indslag som I producerer. Hvis I ønsker at afspejle det fulde billede.

Fortæl også jeres læsere og lyttere, hvorfor I generelt har kun korrespondenter i Israel og ingen på Vestbredden eller Gaza.

Jeg er desværre ved at nå et mætningspunkt, og hælder til ikke længere at respondere på henvendelser fra journalister, fordi jeg ikke vil være med til at understøtte en snæver dækning af den katastrofale situation i Gaza. Det smerter mig at skrive det, men de seneste oplevelser har knækket min tillid til medierne.

Det, der optager mig lige nu, er min families sikkerhed, de civiles sikkerhed, den humanitære situation i Gaza. Vandforsyninger og elektricitet til Gaza, adgang af fødevarer, medicin og brændstof, som Israel har fuldstændig kontrol over, og som de har lukket fuldstændig. Men det spørger journalisterne ikke ind til.

Jeg håber at det her vil være et wake-up call ift., hvordan danske medier dækker international politik. Det vil kun være på sin plads, hvis redaktionerne begynder at diskutere om det her er rimeligt?

Hvorfor skal herboende Nidal med familie som lige nu er i dyb usikkerhed, besvare spørgsmål om en demonstration på Nørrebro? Hvorfor bliver jeg ikke spurgt om, hvordan min familie får adgang til rent vand? Om min familie kan sove? Om børnene i min familie får mad, om min familie har adgang til medicin og sikkerhed? Hvordan min familie har overlevet den mangeårige blokade? Hvordan min familie håndterer deres nerver og følelser, når de kan høre bomberne ramme? Og hvordan en årtier lang militærbesættelse skaber uholdbare leveforhold for de civile i hele Palæstina.

Måske er jeg naiv, hvis jeg tror at medierne vil begynde at formidle og informere om livet i Gaza; om at være født og vokse op under en israelsk militær besættelse, som jeg er at have familie i Gaza, om generationer af palæstinensere der lever under kummerlige forhold.

Er det en utopi, at journalisterne vil stoppe med at stille kyniske spørgsmål, for at ramme en vinkel, som intet har med mig eller min familie at gøre. Det virker som om, at alt hvad jeg siger glider hen over hovedet på dem. Eller handler det i virkeligheden om, at de ikke ser mig, min familie, mine nærmeste og mine venner i Gaza som ligeværdige mennesker. Det føles sådan. Det er skræmmende at tænke på. Og det viser, at der ikke er forståelse i danske redaktioner for, hvordan man kan dække internationale konflikter som vedrører herboende danskere med anden etnisk baggrund. Det må give stof til eftertanke.

Jeg håber, at mit opråb her kan starte en debat i den danske journaliststand, og også være med til at forhåbentlig dækningen bliver mere balanceret og nuanceret. Alt andet kan I simpelthen ikke være bekendt.