At rejse er at lide. Sådan ville det sikkert have lydt, hvis H.C. Andersen havde prøvet at rejse ind og ud af Gaza. I starten af maj stod jeg i et ubeskriveligt dilemma: Skulle jeg rejse eller ikke rejse til Gaza for at se min døende mor. Jeg bestemte mig for at rejse, men det var for sent. Min mor åndede ud, før mit fly lettede.

En rejse til Gaza handler desværre ikke kun om at købe en flybillet. Der er et helvede af meget logistik, tilladelser og stor grad af uvished om, hvornår det kan lykkes at krydse grænsen til den lille stribe langs Middelhavet på størrelse med Langeland, og ikke mindst hvornår man får lov til at forlade verdens største friluftsfængsel.

Vrede og magtesløshed nager mig, hver gang jeg tænker på, hvordan retten til fri bevægelse systematisk er blevet taget fra generationer af palæstinensere – inklusive mig og min familie. En uretfærdighed, som hele verdenssamfundet stadig vender det blinde øje til. Hvorfor? Det har jeg svært ved at finde et logisk svar på.

Når jeg taler med mine danske venner om Palæstina, mærker jeg tydeligt deres medlidenhed og solidaritet. Men også en vis grad af mæthed. Og det kan jeg godt forstå. Kan vi ikke bare komme videre – tostatsløsning eller enstatsløsning. For mig handler det ikke om, hvor grænserne skal drages, men hvornår retfærdigheden vil ske fyldest, eller i det mindste hvornår verdenssamfundet begynder at efterstræbe den.

Måske har man håbet på, at palæstinenserne ville ende med at tilpasse sig denne tilværelse som et folk uden ret til at være ligesom alle andre folkeslag. Undertrykt og frarøvet de basale menneskerettigheder.

For en ting er sikker: Verdenssamfundet har endnu ikke vist, at det kan sikre de mere end to millioner mennesker, der lever i Gaza, den basale ret til at tage afsked med deres nærmeste. Det er en falliterklæring, der ikke kan beskrives.

Min mor, Mariam, døde 81 år gammel. Hun har levet det meste af sit liv i landflygtighed i Gaza. Siden hun åbnede sine øjne for første gang i 1942, har hun og resten af familien måttet flygte for at overleve. Leve for at overleve. Overleve i håbet om at vende tilbage til det sted, hvor hun lærte at kravle, gå, smile og tale.

Det fik hun aldrig lov til, og jeg fik ikke mulighed for at favne den person, der gav mig det første kram.

Det føles som skæbne for en palæstinenser at være bange for at miste og for at vise sorg – at blive forhindret i at leve som et menneske. Vi palæstinensere er gode til at vise glæde, men sorgen, den er vi blevet opdraget til at undertrykke.

Hvis vi ville gøre os forhåbninger om at blive anset som ægte palæstinensere og være en del af mandefolket. Vi er blevet opdraget til at vise sumud, udholdenhed. Men jeg kan ikke holde det ud længere. Jeg føler trang til at sætte ord på min smerte qua min baggrund og fødested. Er jeg hævngerrig? Nej, bare retfærdighedssøgende.

Det er svært at finde en mening med uretfærdigheden. Dagen efter min mors død begyndte det israelske militær at bombe Gaza, uden varsel. I løbet af fem dage blev mere end 35 personer dræbt, 220 såret og hundredvis af huse ødelagt.

Tænk hvis jeg endte der. Hvordan ville mine børn og kone i København have det? Har jeg svigtet ved ikke at rejse, eller har jeg gjort klogt i at blive hjemme? Dette spørgsmål kommer jeg til at bruge flere år på at finde svar på. Tankene rumsterer i mit hoved. Hvorfor er jeg dømt til at leve med dårlig samvittighed og følelsen af at være magtesløs, bare fordi jeg blev født i Gaza som barn af to palæstinensiske flygtninge?

Min sidste rejse til Gaza i december 2022 har svækket min tro på retfærdighed og tæret på min respekt for den højt besungne internationale og arabiske solidaritet med palæstinenserne. Beviset er turen fra Kairo til Gaza.

Ord som ydmygelse og inhuman behandling kan ikke beskrive den følelse, der groede i mig, hver gang bilen, jeg sad i, skulle stoppe ved en militærpost for at blive gennemsøgt. En rejse, der normalt tager 3-4 timer, tog 18 timer for at tilbagelægge kun 400 km. Og jeg var endda en af de heldige. Nogle gange tager rejsen 4-5 dage.

Dette har stået på i mere end 10 år.

Vi ventede over fire timer, bare for at en egyptisk officer lige skulle drikke en kop kaffe og ryge et par cigaretter. Men dette var glemt, da jeg fik lov til at favne min mor. Hun blev overrasket. Jeg var lettet. Hvis jeg før rejsen havde fortalt hende om min hensigt om at komme til Gaza, ville hun sikkert have rådet mig til at lade være og blive i København. Min mor har altid forsøgt at spare sine børn for ydmygelse og unødvendig risiko.

Som en dansk statsborger, der er født i Gaza, forbyder Israel mig at rejse gennem Tel Avivs lufthavn. Den ligger kun 60 km nord for Gaza. En taxatur på mindre end en time ville have bragt mig hjem til min mor. Men dette ville kræve en næsten uopnåelige særlig tilladelse til at krydse grænsen fra Israel til Gaza. Derfor var turen gennem Egypten den eneste mulige rejse.

Human Rights Watch fortæller, at de fleste i Gaza aldrig har rejst uden for den 41 km lange og 8-15 km brede enklave. Hele deres liv har de været låst inde i et område på størrelse med Langeland, kun 365 km2. Vi taler her om to millioner indbyggere, der øjensynligt afsoner en livstidsdom i verdens største friluftsfængsel. Men for hvad?

Tanken om at blive befriet. At være fri. At smage friheden i mit fødeland – den har jeg haft siden barnsben. At leve under besættelse er den mest ydmygende og dehumaniserende oplevelse. Jeg har selv mærket det på egen krop og mærker det stadig.

Jeg er andengenerations palæstinensisk flygtning, født i 1981 i en appelsinlund ved Middelhavet. En idyllisk barndom vil de fleste tænke. Men i virkeligheden var det langt fra. Jeg er en efternøler i en søskendeflok på 11. Seks piger og fem drenge.

De to første af dem døde pga. børnesygdomme i starten af 1960’erne. En familie på 9 børn, den ældste født i 1961 og jeg 20 år efter.

Vi har aldrig spist aftensmad sammen. Aldrig været samlet om et bord eller fået mulighed for at tage et familiebillede. Og det kommer vi aldrig til. Måske har min mor ikke engang tænkt over det, fordi hendes mission i livet bare var at sikre vores overlevelse – at vi ikke skulle opleve det, hun har været igennem. En skæbne, som er svær at forstå for de fleste i Danmark.

I slutning af 1980’erne, da jeg var seks år, startede jeg på en FN-skole. Skolen lå skråt op ad den israelske bosættelse Kfar Darom. De første seks år på skolen var hver dag en kamp for at komme hjem igen.

Den første intifada startede i mit første skoleår, i 1987. Af frygt for at gøre min mor ked af det, hvis jeg blev såret eller dræbt, har jeg altid holdt mig fra at kaste med sten. Jeg kan stadig huske, at jeg løb hurtigt væk, hver gang jeg fornemmede, at der var optræk til stenkast på vej til eller fra skolen. Men jeg blev ikke sparet for at opleve besættelsens hårde hånd bogstaveligt talt. I femte klasse blev jeg fanget af en israelske patrulje. Jeg fik en lussing, og blev sparket og løb så forskrækket hjem til min mors varme favn.

Min mor var også bekymret for min sikkerhed, da jeg begyndte at holde taler i skolens radio og at skrive for en vægavis i min skole og den lokale moske. Sådan fik jeg plads til at lufte min vrede og følelser og samtidig holde min mors angst i ro.

Men min mor var hele tiden bange for at miste. Og med god grund. Hun mistede alt i 1948, da hun og familien blev fordrevet fra deres landsby og flygtede til, hvad de håbede ville blive et sikkert og midlertidigt hjem, Gaza. Ingen af delene blev opfyldt. Gaza var og er stadig langtfra sikkert, og den midlertidige tilværelse blev permanent, men under kummerlige forhold ifølge FN.

Gaza føles en gang imellem som en forbandelse, man aldrig bliver frelst fra. En forbandelse, som har taget min barndom, mine unge år og har splittet min familie i små stykker.

Uretfærdighed føles som en skæbne, men accepten af den tilstand føles endnu værre. Hvorfor skulle jeg fratages alle mine basale rettigheder som barn, tynges af enorme byrder og ansvar som ung knægt og leve med dårlig samvittighed og følelsen af at svigte mine nærmeste som voksen? Bare fordi jeg kom til verden som barn af to palæstinensiske flygtninge. En gruppe, som verden allerhelst vil glemme.

Under Nakabaen, katastrofen på arabisk, i 1948 var min far ca. 12 år, min mor ca. 7 år. De blev gift i slutning af 1950’erne. Deres nye hjem var et telt ved den nyligt etablerede grænse mellem deres midlertidige opholdssted under egyptisk kontrol. Et stenkast fra de kornmarker, som deres forældre plejede at så. Inden for synsvidde, men deres fødder nåede aldrig at træde på jorden igen.

Mine forældre har sjældent talt detaljeret om 1948. Min far var glad for at dele nogle enkelte anekdoter fra livet før 1948. Min mor nægtede konsekvent at tale om sine tidlige år. Der var selvfølgelig ingen billeder fra deres barndom, ej heller nogen bryllupsbilleder. Godt nok normalt for dette område i Palæstina dengang.

Det er ikke kun begivenhederne omkring 1948 og fordrivelsen fra landsbyen, som mine forældre forsøgte at tie ihjel eller måske højst sandsynligt at spare os for. Min mor vidste heller ikke, hvor hverken hendes mor, mormor eller morfar lå begravet. I den periode var hun tydeligt præget af en følelse af desillusion og fornægtelse, som de fleste nyudklækkede flygtninge. 1950’erne i Gaza var præget af flere israelske angreb. Der var stor desperation i mine forældres tilværelse. Flere historikere beskriver med rette, at palæstinensere var i chok i 1950’erne.

I Gaza og Palæstina indhenter fortiden konstant nutiden og fremtiden, idet der i små og store dagligdags begivenheder sker ting, som minder os om vores grundlæggende vilkår som statsløst folk under militær besættelse.

For os palæstinensere er det svært at arbejde med vores slægtshistorie. Hvad kan man dog fremhæve, udelade og måske endda fortie? Alle vores valg vil få konsekvenser. Vores oplevelser og ønsket om at fortie dem i de sidste 75 år har haft kolossale konsekvenser for intimitet mellem slægtninge.

Flere antropologiske studier kæder lidelse og tavshed sammen. Og det lyder meget genkendeligt for mig. Under mit sidste besøg i Gaza forsøgte jeg at få min mor til at sætte ord på sin barndom på flugt, men hun vendte blikket den anden vej og begyndte at tale om, at vi burde købe fisk til morgendagens hovedret.

Tavshed er immanent i den smertende krop, også i min egen. Og derfor forsøger jeg at gøre op med det ved at nedfælde disse ord. Jeg vil ikke længere acceptere, at besættelsen skal fratage min familie og mig retten til at mindes vores smerte og italesætte den. I dag er det almindeligt anerkendt, at tavshed kan være invaliderende. Og måske var det dét, der skete for min mor. Og flere generationer af palæstinenserne har arvet det.

Siden 2008 har Israel i ny og næ sønderbombet Gaza. Mere end 10.000 er enten døde eller sårede som følge af de voldsomme angreb. Som barn i Gaza er fremtidsmulighederne en eller flere af disse: Bliv dræbt, mist dine forældre, søskende og familie, mist dine venner, mist dit hjem eller din skole, bliv traumatiseret for evigt. Næsten uanset hvor Israels tunge bomber og uhyggelige krigsmaskine rammer i Gaza, har det dybe og varige konsekvenser for børnene. For de civile, for de uskyldige ofre. Det er på alle måder uacceptabelt, og som fredssøgende mennesker med et hjerte for børnene og de uskyldige, må vi sige fra. Og vise, at vi ikke længere kan eller vil leve med det, der sker i Gaza.

Jeg har nu mistet min mor og far uden at have mulighed for at deltage i deres begravelser. De fik heller ikke mulighed for at blive lagt til hvile på deres fødested. Og deres børnebørn i Gaza har ikke bedre udsigter til et fredeligere liv.

Selvfølgelig bærer de talrige palæstinensiske fraktioner og korrupte politiske ledelser en del af ansvaret for vores lidelse, og mange af dem har tjent godt på ’sagen’.

Et hurtigt kig på deres dyre jakkesæt, luksusbiler og store villaer i og uden for Palæstina står i skærende kontrast til tilværelsen for millioner af palæstinensiske flygtninge i Gaza.

Jeg ser ikke mig selv som et offer eller en person, der er tynget af melankoli. Jeg mener, at det eneste rationelle er at råbe op. At sætte ord på lidelser, som generationer har fortiet. At sætte fingeren der, hvor det gør mest ondt – også i det internationale samfunds samvittighed.

Folk i Gaza har ikke kun brug for mad, drikkevarer og medicin. De har ligeledes brug for at føle, at de også er omfattet af FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, der ironisk nok også fylder 75 år i år.

Det er klart, at besættelsen er roden til alt ondt. Og Danmark sammen med resten af det internationale samfund må komme ud af busken og vise en tydelig støtte til folkeretten. Det vil være en oplagt sag at kæmpe for, hvis Danmark får plads i sikkerhedsrådet Og dette kan ikke ske ved bare at bede palæstinenserne om at glemme, lægge fortiden bag sig.

Fortielse er ikke en holdbar løsning. For os palæstinensere er hver dag en tragisk kulmination på mere end 75 års elendighed, ydmygelse og kollektiv afstraffelse under den israelske militærbesættelse.

Når jeg taler om retten til at vende tilbage, så er det med FN-resolution 194, der i det mindste sikrer de palæstinensiske flygtninge lovlige og moralske rettigheder. Jeg er ikke hævngerrig og ønsker på ingen måde at smide nogen i havet. Det her er et råb om, at ikke flere generationer bør drukne i Gazas morads.

bragt i Politiken 28. juli 2023