Synet af de mangfoldige demonstrationer og events i de danske byer for Palæstina varmer mit hjerte og styrker min tro på, at kampen for et opgør med den israelske besættelse og for lige rettigheder for palæstinenserne står stærkere end nogensinde før.

Men det er ikke det fulde billede. I slutningen af november overværede jeg et arrangement på Københavns universitet under titlen “Det hellige land”, organiseret af Muslim Students’ Association (MSA). Salen var fyldt med engagerede unge, hvoraf de fleste var muslimer som mig selv. Jeg ved ikke, hvor mange af dem der har familie i Gaza. Men jeg gik fra arrangementet ensom, vred og forvirret.

Det skyldtes især indholdet af oplæggerne. Nogle af oplægsholderne brugte det meste af deres taletid på mærkelige og upassende teorier om folkedrab, Holocaust og halve informationer om hadforbrydelser i Danmark. Der var næsten ingen brugbare informationer om Gaza, om palæstinensernes lidelser, om mulighederne for at gøre en forskel i dagens Danmark. Jeg var chokeret. Hvorfor? Hvad nytter det? Jeg kiggede rundt i salen på de fremmødte unge, som åbenbart også virkede forvirrede og man kunne mærke magtesløsheden i deres blikke.

De virkede nemlig også søgende. De hungrede efter at få nogle konkrete råd, redskaber og strategier, som kan hjælpe dem til at komme af med følelsen af afmagt. Det fik de desværre intet af. Jeg mener, at vores unge fortjener bedre events i denne svære tid. Og her kan man mærke et stort tomrum, som de dansk-muslimske organisationer ikke har formået at udfylde på tilfredsstillende vis.

For mig, der er født og opvokset i Gaza, handler solidaritet med Palæstina ikke om, fokus på hvem der har mistet flest liv, men hvordan vi kan redde flest liv og give folk et bedre liv, end de har haft under besættelsen. Det er ikke en armlægning eller konkurrence i smerte. Kampen for et frit Palæstina er kampen for at genvinde tilliden til folkeretten, menneskerettigheder og individets ret til liv og fred.

For mig generelt er ethvert event, demonstration eller opslag, der flytter fokus fra palæstinensernes lidelser til et forsøg på agitation mod andre folkegrupper, er kun medvirkende til at forlænge disse lidelser.

Ja, jeg kunne have skrevet en privat besked til arrangørerne. Det er jo ikke min hensigt at udstille dem her - på ingen måde. Jeg har faktisk stor respekt for deres arbejde, men nu har jeg valgt at skrive et offentligt opslag, fordi jeg kan se, at der er flere organisationer som kopierer det samme format -og desværre med det samme resultat til følge.

Kære “brødre og søstre”

I kender sikkert det danske samfund bedre end mig. De fleste af jer, der var i salen den aften, er født og opvokset i Danmark, og det stråler ud af jer, at I er kloge, skarpsindige, veluddannede og meget høflige. Jeg er født i en FN- klinik i Gaza og vil påstå, at jeg kender Gaza og dens befolkning mere end de fleste.

Gazas børn har ikke brug for, at I fremturer med meningsløse arrangementer, hvor I forsøger at tilfredsstille en vis (intern) politisk dagsorden, hvor der bliver luftet dele af konspirationsteorier, halve sandheder om hadforbrydelser og de danske medier.

Det er vigtigt at være kritisk over for medierne. Jeg var selv en af de første som rettede kritik mod mediernes dækning af krigen i Gaza og Israel. Og jeg forstår til fulde jeres vrede, men det er helt skørt at insinuere at medierne styres af den israelske ambassade. Det er decideret tåbeligt og falsk.

Hvis vi tager udgangspunkt i de journalistiske standarder, så er der ingen tvivl om at de danske medier i de første uger svigtede deres ansvar og opgave og forlangte en ensidig fordømmelse af den ene part. Nogle af dem har i få tilfælde også ageret ukritiske talerør for den israelske regering. Men det er ikke hele billedet. Medierne har faktisk lyttet til kritikken. Vi har set talrige artikler og indslag, der sætter fokus på lidelserne i Gaza. Aviserne har bragt - og bringer stadig- flere indlæg skrevet af mange personer, der sætter fokus på palæstinensernes retfærdige sag.

Der kører også en intern debat blandt fagfolk om dette emne, hvor mange journalister knokler for at give os en bedre dækning. Det kalder på anerkendelse fra jer, den intellektuelle elite blandt de danske muslimer.

Derudover har vi set journalistforbundet og flere store danske organisationer, der arbejder med medier, kommer med stærke erklæringer, der støtter deres kollegaer i Gaza.

Og for at gøre det klart, så vil jeg sige at alle forsøg på at hænge navngivne danske journalister ud simpelthen er uværdigt og desuden ødelæggende for den palæstinensiske sag. Gå hellere efter bolden.

Folk i Gaza er helt imod drab på civile. Folk i Gaza kæmper for at være frie, for at bevæge sig frit, og for at alle mennesker får ret til at leve i fred uanset deres religiøse baggrund. Faktisk er et af de hårdest ramte områder i Gaza det område, hvor de kristne palæstinensere bor.

Folk i Gaza taler om en kamp mod en brutal militær israelsk besættelse. Og jeg ved at de fleste af jer støtter op om den kamp. Så lad ikke alle disse afskyelige og mærkelige teorier skygge for jeres gode intentioner. Forsøg at invitere bredt, når I arrangerer events til støtte for Palæstina.

Undgå ensidig fremstilling af Palæstina-sagen. Muslimer og palæstinensere kan sagtens klare at se det hele billede og tage debatten op. Det som vi bliver trætte af, når andre gør mod os.

Forsøg at arbejde systematisk med Palæstina i jeres organisationer. Det er faktisk meget tankevækkende, at der ikke findes en eneste dansk-muslimsk eller dansk-arabisk organisation, der har en klar og offentligt tilgængelig Palæstina-strategi. Palæstina fortjener bedre.

Folk i Gaza vil aldrig bruge deres dyrebare tid på at relativisere folkedrab. Derfor har I – kære veluddannede muslimer - et ansvar for at handle og agere med omtanke i en dansk kontekst, der rummer mange muligheder for at gøre en reel forskel, og ikke kun give frit løb til følelserne. Arrangementet i MSA blev et selvmål.

I dag er Gaza en moralsk kompasnål; sympati med Gaza betyder også sympati for alle ofre for krig, folkedrab og hadforbrydelser uanset deres hudfarve, religion eller etnicitet.

Jeg ville allerhelst have været dette opslag foruden, så bær over med mig, kære brødre og søstre. Tag mine ord som et oplæg til debat. Det er vigtigt, at vi udover at vise sympati og støtte til palæstinenserne også diskuterer, hvordan vi bedst muligt kan støtte palæstinenserne i deres retfærdig kamp, og ikke mindst hvordan vi højner niveauet for solidaritetsarbejdet i Danmark.