Entusiast, tillidsvækkende brobygger

Fra appelsinlund til æbletræer

Jeg tog mine første skridt i en appelsinlund i Gaza. Her voksede jeg op under den første intifada og deltog i palæstinenserne fejring af Oslo-aftalen og Arafats tilbagevenden til Palæstina i midten af 1990’erne. I begyndelsen af 00’erne skiftede jeg Gazas appelsintræer ud med æbletræerne i Aalborg, hvor jeg afsluttede min gymnasiale uddannelse og for første gang i mit liv så en film i biografen. Dengang, for mere end 22 år siden, var kartoffelmos et no-go, men kanelsneglen faldt jeg pladask for.

 

Det var et stort kulturchok for et intifada-barn at cykle rundt i det nordjyske landskab, hvor der hverken var kontrolposter eller natligt udgangsforbud. Følelsen af at bevæge sig frit rundt var – og er stadig – ubeskrivelig.

 

I dag har jeg levet flere år i på dansk jord end i mit fødeland, Palæstina. Jeg har slået rødder her – og takket være mine to drenge får jeg konstant nye oplevelser og indsigter i alt lige fra vuggestue og Aula til børnefodbold på Amager. Og kartoffelmosen? Den har jeg lært at elske.

 

Professionelt har jeg altid arbejdet med kommunikation i krydsfeltet mellem Danmark og de arabiske lande – blandt andet for Udenrigsministeriet, JP/Politikens Hus, DR og for diverse arabiske medier, for hvem jeg har skrevet om Danmark. At have et ben i begge lejre har gjort, at jeg navigerer ubesværet i krydsfeltet mellem dansk-arabisk sprog og kultur, og at jeg forstår og kan oversætte koder og bygge bro mellem de to verdner.

 

Det er denne viden og denne kunnen, jeg tilbyder at hjælpe jer med, så I – hvad end I er en organisation, virksomheder, offentlig institution, forening eller noget helt femte – kan nå en arabisk-talende målgruppe, hvad end den befinder sig inden for eller uden for Danmarks grænser.

Nidal Abu Arif

Journalist, foredragsholder

 

Læs mere om, hvad jeg kan hjælpe med her:


KONTAKT MIG